Christianssæde Gods, Lolland

Fæstebonden

Indgåelse af et fæsteforhold havde siden 1500-tallet været bekræftet ved et fæstebrev, hvori godsejeren overlod brugsretten af en ejendom, - en gård eller et hus, og det dertil hørende jordstykke til en fæster.
Fæstebonden var således en person, som forpagtede en gård og den tilhørende jord hos herremanden, mod at betale en fæsteafgift til samme. Aftalen blev normalt indgået på hovedgården, hvor godsejeren eller hans stedfortræder - godsinspektør eller forvalter - udfærdigede et fæstebrev med de nærmere betingelser.

Bønder og husmænd var fæstere. De betalte en indfæstningsafgift ved overtagelsen af gården eller huset. Herudover betalt de en årlig afgift, kaldet landgilde og ydede hoveri til godset. Fæstebonden havde også pligt til at sørge for, at gården blev passet og vedligeholdt og skulle i øvrigt være sit herskab, hørig og lydig - som det hed i fæstebrevet.

Fæstet gjaldt som regel for fæsteren og hans enkes livstid, men kunne dog bortfalde ved misligholdelse af kontrakten, bygninger eller besætning. I fæsteprotokollen ses ofte vendingen … fratrådt på grund af armod, eller … fratrådt på grund af skrøbelighed som grund til at en ny fæster overtager gården. Andre gange står der… godvillig afstået, men i hvor høj grad det har været godvillig, kan sikkert diskuteres.

Ofte var det dog et problem for godsejeren at skaffe en ny fæster. En del landsoldater og andre boede som indsiddere hos bønderne, og selvom dette var klart ulovligt uden godsets samtykke, var det ikke altid lige nemt at formå en ny mand til at påtage sig fæsteforpligtigelsen på en forsømt gård.

Det originale fæstebrev blev overdraget til fæstebonden, men samtidig blev hele ordlyden indført i fæsteprotokollen. Det er disse fæsteprotokoller for Pederstrup - det såkaldte Vestre Distrikt der er affotograferet her.

Fæsteprotokollerne er bevaret fra 1719, hvor det endnu var grev Brandt der ejede Pederstrup. Netop i 1719 blev det fra myndighedernes side indskærpet, at der skulle føres en fæsteprotokol, og på de fleste godser er protokollerne da også anlagt dette år.

I 1775 overtog den senere så kendte statsminister Christian Ditlev Frederik Reventlow godset. Der var på det tidspunkt en del uorden i grevskabets administration. Bl.a. manglede der fæstebreve på en del af de bønder og husmænd, der havde fået gårde eller huse i tiden før 1775. Dette kan ses i fæsteprotokollerne, hvor flere fæster noteres som … fæster den gård, han hidtil har beboet eller som her:

.... Peder Lunnum forvalter til Pederstrup og Skielstofte gårde og godser haver meddelt fæstebrev til Peder Simonsen paa hans bondegaard i Langesøe af hartkorn 4 td 6 skp. med alt tilliggende i mark og bye som bemeldte Peder Simonsen sin livstid må nyde brugen af. Han blev for 30 år siden tilladt denne gaard efter formanden Niels Knudsen …

Som en del af fæstebetingelserne ses ofte, at den nye fæster forpligtiger sig til at gifte sig med enken i gården. Dette var suverænt godsejerens afgørelse, og var en nødvendighed som en del af datidens sociale system, men også for at gården kunne drives optimalt.
 

Arvefæste

At indgå en arvefæstekontrakt betød det at bonden fik ejendomsret til gården for sig og sine livsarvinger. Arvefæste gav stadig godsejeren visse rettigheder specielt omkring skovbrug og jagt, men i praksis var arvefæsteren stillet som en selvejer. Han kunne f.eks. optage lån i gården og sælge et stykke jord fra.

På Pederstrup begyndtes salget af fæstegårde til arvefæste i 1789. Godset bestod på det tidspunkt af i alt 277 bøndergaarde, 344 huse og 3 møller spredt over et stort antal landsbyer. Under grevskabets vestre distrikt, Pederstrup, hørte godt et hundrede gårde i Bønnet, Pederstrup, Horslunde, Vesterborg, Egholm, Svinsbjerg, Bøgholt, Hjelmholt, Torrig, Mageltving, Birket, Lindet, Langesø og Nordlunde m.fl.

Det første Arvefæsteskøde blev udstedt den 25. september på gården Oregaard i Horslunde Sogn.  De første år gik det lidt trægt, men i tidsrummet 1789 - 1850 blev der fra grevskabet til Arvefæste solgt i alt 194 Gaarde.

Husene blev holdt uden for arvefæsteordningen, så fæste af huse både med og uden jord forsatte langt op i 1800-tallet.

I forbindelse med udskiftning og specielt arvefæste fik gårdene navne. I nogle tilfælde var det arvefæsteren slægtsnavn der dannede gårdnavnet som f.eks. Duegård eller Viboltgård. Andre gårde fik navn efter geografiske forhold som f.eks. Enghavegård eller Borreskovgård. Nogle navne var dog så opfindsomme, at det formentlig har været greven selv der har navngivet - Smukkeskovgård - Altenhof.

John Grytner